Skateboardpolitik - del IV
- Detaljer
- Oprettet: mandag, 6. juli 2015 20:36
- Skrevet af Bo Villumsen
Idrættens Analyseinstitut sætter pladen lige og trækker dialogen om en organisering af skateboarding op i en national og idrætspolitisk kontekst.
Idrættens Analyseinstitut (IDAN) er en offentlig selvejende institution, der har til opgave at skabe overblik over aktuel, samfundsorienteret forskning på idrætsområdet. Desuden skal IDAN analysere perspektiver ved idrætspolitiske initiativer og stimulere offentlig debat om centrale idrætspolitiske spørgsmål.
IDANs Direktør, Henrik H. Brandt, har sat sig ned og formuleret følgende besvarelser på skateboard.dks tre spørgsmål:
1: I hvilket omfang giver det mening at skabe en national organisering for en indtil nu uorganiseret gadeidræt som skateboarding?
- og hvilke fordele eller ulemper kan det medføre på henholdsvis nationalt-, kommunalt- og udøverniveau?
IDAN:
De fleste specialforbund er startet ud fra et behov for at formalisere og strukturere regler, konkurrencer og uddannelser. Samme behov vil dele af skateboardkulturen givetvis have, mens andre dele måske ikke vil opleve et sådant behov, men til gengæld vil have behov for støtte i forhold til lokal organisering, kontakt til myndigheder, udvikling af og adgang til faciliteter etc. Som udgangspunkt synes jeg, det vil give god mening med en national paraplyorganisation, som kan akkumulere viden og erfaring, arbejd eidrætspolitisk og støtte gode initiativer.
Ulempen ser man i mange idrætsgrene. Når én form kommer ind under paraplyen og eks. får tipsmidler etc. får den en konkurrencefordel frem for andre former, og der vil måske være en tendens til, at der kommer en elite/konkurrenceprioritering og en prioritering af nogle bestemte udøvelsesformer. Det kan godt give vanskeligheder i skateboardmiljøet. Et eksempel er karate, hvor ikke alle former er anerkendt af det internationale forbund, og hvor man derfor decideret ser danske idrætsforeninger blive ekskluderet af det danske specialforbund, fordi de dyrker en ’forkert’ form for karate.
En fordel er naturligvis, at man som forbund under DIF får adgang til centrale udviklingsmidler fra Danske Spils overskud på linje med andre idrætsgrene. Personligt er jeg dog kritisk over for en struktur, der tvinger en masse opkommende idrætsgrene/kulturer til at organisere sig under DIF/DGI. Jeg synes, tiden er løbet fra det. Der er behov for en pulje, der på anden vis kan støtte nye initiativer ud fra deres behov, hvis de kan opfylde nogle kriterier i forhold til organisering/udbredelse/aktiviteter etc. På lokalt niveau fungerer det fint i forhold til folkeoplysningsloven, men på statsligt niveau er der en skævvridning, som hæmmer udvikling af nye kulturer og nærmest gør dem til ’trusler’ mod den organiserede idræt. Nogle idrætsgrene/kulturer holdes ’kunstigt’ i live af lottomidler – andre får ingen støtte.
2: Hvad vurderer du, at dannelsen af en national organisation vil betyde for dansk skateboarding over de næste ti år?
IDAN:
Man skal gøre sig helt klart, at det først og fremmest er udøvernes og det lokale engagement, der får en sport til at spire. Hvis kulturen er stærk nok, kan den slet ikke holdes nede, og den finder alternative veje via kommercielle partnere, sociale medier, frivillige ildsjæle etc. Men det er klart, en national organisation, der kan rådgive/støtte lokale miljøer i forhold til organisering, kontakt til kommuner, udvikling af faciliteter, mediearbejde osv. vil kunne være positiv for sporten. Man skal bare være klar over, at der også følger et bureaukrati og nogle organisatoriske krav og demokratiske spilleregler med, hvis man danner en formel struktur, som får offentlig støtte.
3: Hvorvidt bør en national organisering af skateboarding ske efter en model, der minder om dem vi kender fra fx DIF eller DGI?
- Hvordan kan man alternativt tænke organiseringen?
IDAN:
Jeg synes, den nationale platform for gadeidræt har nogle gode elementer, hvor der er plads til forskellighed og subkulturer under en fælles paraply. Det kunne godt udvikle sig til en slags tredje idrætsorganisation, en rugekasse for idrætskulturer, som er svære at passe ind i en traditionel forenings/forbundsstruktur. Jeg så gerne en form for *Idrættens Vækstforum’ med en sådan rolle, og den skulle ikke placeres i regi af DIF eller DGI. Men desværre satte DIF og DGI sig på hele puljen med opbakning fra et enigt Folketing i forbindelse med den nu afsluttede udredning af idrættens struktur og økonomi. Jeg synes helt ærligt, at Folketingets partier svigtede der. Det var et klassisk eksempel på, at der er en skævvridning i forhold til økonomi/indflydelse i den aktuelle struktur. Men igen, hvis (sub)kulturerne er stærke nok, finder de andre veje ved hjælp af fonde, kommercielle partnere etc. Det er den nationale platform for gadeidræt (støttet af Nordea-fonden) et eksempel på. Problemet er bare, at finansieringen sjældent har permanent karakter, hvilket kan gøre et langsigtet udviklingsperspektiv vanskeligt.
Udfordringen ved en national platform el. lign. er, at den alt andet lige er nødt til at have en eller anden form for kriterier for, hvem den støtter/ikke støtter, så det bliver svært at undgå en vis form for krav til organisering/ekskluderende kriterier for støtteværdighed etc. uanset hvordan man organiserer sig. Det er kravet for offentlig støtte, og det kan sådan set godt være at nogle idrætsgrene står sig bedre ved at holde sig ude af det. Aktuelt ser vi eksempelvis crossfit buldre frem helt uden for den idrætspolitiske radar.
Der skal lyde en tak til IDAN for de uddybende besvarelser.